Oprettelsen af Baldur

Der var engang nogle Ballerupborgere, der syntes vi skulle have lidt musik i Byen.

På initiativ af Ingemann Hansen, Gudmund Jensen og Alex Wagner blev der den 12. juni 1947 indkaldt til møde hos Alex Wagner for at drøfte, om der var interesse for at oprette et orkester. 13 mand mødte op, og alle var stemt for, at man skulle prøve at få startet et orkester. Mange havde instrumenter, så man behøvede kun at skaffe 1 piccolo, 1 althorn og 1 tuba for at være spilleklar.

Allerede den 16. juni havde man 2. møde, hvor love blev udarbejdet og hvor man lavede et forsigtigt budget for en opstartsfase. På dette møde besluttede man at foreslå, at orkestret skulle hedde »Musikforeningen Baldur«. Bal for Ballerup og dur for den lette, lyse og glade toneart.

Allerede den 19. juni, kun 7 dage efter det første møde, blev Musikforeningen Baldur til ved en stiftende generalforsamling.

Der blev valgt en bestyrelse med Alex Wagner som formand, Børge Skov som kasserer, og Ingeman Hansen, Gudmund Jensen og Erney Bruun som bestyrelsesmedlemmer.

1 sæt love blev vedtaget og formålsparagraffen lød: »Foreningens formål er at samle musikinteresserede unge mænd for at dyrke musik og kammeratligt samvær«. Bortset fra det med »mænd«, der nu er blevet til mænd og kvinder, og »unge« der er blevet til en del lidt ældre medlemmer, er intensionerne bag denne paragraf stadig det, der er grundpillen i orkestrets liv.

Det første problem man tog fat på, og som har bestået lige siden, var at skaffe penge til orkestrets drift. Til noder, instrumenter og dirigenthonorar.

Man annoncerede i lokale aviser, at orkestrets medlemmer ville komme til samtlige husstande med en indsamlingsliste, hvorpå man kunne tegne sig for et passivt medlemskab af orkestret for et mindstebeløb af 3,00 kr. om året, eller blot for et tilskud til orkestrets start.

På det tidspunkt var der 5.242 indbyggere i Ballerup. Det svarer til ca. l300 husstande. På de lister, der stadig eksisterer, kan man se, at 351 husstande gav et beløb til hjælp til orkestrets start, og af referater kan vi se at ca. 330 ønskede at stå som passive medlemmer. Selv om man dengang ikke hav de så mange aktiviteter i gang som i dag, var det en helt utrolig opbakning.

En stor indsats fra medlemmerne har det uden tvivl også krævet, som Ingemann Hansen fortæller i dag, så var det ikke altid lige let for folk at få pungen op af lommen. Men sikke et held at nogen gad påtage sig det store arbejde og at så mange lod sig overtale til at hjælpe orkestret godt i gang.
 

Baldurs første koncerter

I Ungdomshjemmet Ydun gik man, under ledelse af overhornblæser G. Norgreen, i gang med at opbygge et koncertrepertoire og allerede den 2. november, kun 6 måneder efter orkestrets start, inviterede man til koncert og teaterstykke. Baldur spillede som indledning, efterfulgt af Sneedorfs teater, der opførte en farce i 3 akter af Otto Pedersen »De tjærede Drenge«.

Baldur spillede så et par numre i hvert af de to mellemakter. Og så var der selvfølgelig bal bagefter til Carlos orkester. Året efter havde man endnu en koncert efter samme koncept, hvor teater stykket »Stakkels Carlsen« blev opført.

Ligesom i dag kunne man også den gang godt lide at spille sammen med andre orkestre. I august 1948 af holdt man således en koncert sammen med Sdr. Birks Politiorkester, der ligesom Baldur, til daglig blev dirigeret af hr. Norgreen.

Man havde i denne periode mange koncerter, hvor man samarbejdede med andre kunstnere. Vor lokale tryllekunstner Alf Melander, der også var medlem i Baldur, underholdt ofte med en afdeling trylleri, tankelæsning eller som lommetyv ved koncerterne, når han da ikke fartede land og rige rundt med cirkus o.l.

Man spillede i mange år fast ved »Byens Juletræ« i Ballerup og Måløv, hvor man hos Jørgen Andersen, efter julekoncerten i Måløv, blev gavmildt trakteret, hvad der ikke gjorde togrejsen tilbage til Ballerup til nogen kedelig oplevelse.

I april 1949 nøjedes man ikke med at engagere en teatertrup udefra. Man gik selv på de skrå brædder og opførte »Genboerne«, næsten udelukkende med medlemmer af Baldur og deres ægtefæller på rollelisten, og selvfølgelig med lidt koncert ind imellem.

Lodseddel salg, høstfester og bankospil gav orkestret en solid økonomisk baggrund.

Dengang som nu skulle man søge om tilladelse til afholdelse af lotterier. En gang havde formanden glemt at få denne formalitet i orden i rette tid. Først da man skulle til at sælge lodderne kom man i tanke om at »der manglede en tilladelse.« På vanlig hyggelig Ballerup-vis, blev det klaret med en sen aftenopringning til vores sognerådsformand, Ove Hansen, der også havde sæde på tinge. Han blev sat ind i sagen og spurgt, om han ikke kunne klare situationen med justitsministeren i tinget næste morgen. I løbet af næste dag blev der givet grønt lys fra Christiansborg og alt var fryd og gammen.

Først i 50'erne arrangerede man nogle meget populære koncerter med spil af Baldur og professionel- og amatøroptræden. Ved den første koncert af den art op trådte skuespillerinde fru Minna Jørgensen, medens amatørerne tog sig af musik, dans og sang i frodig blanding. Til Sct. Hans festede man en hel weekend i krohaven ved den gamle Ballerup Kro, med ride opvisning, optog, korsang, folkedans, fakkeltog og festfyrværkeri og så selvfølgelig bal bagefter på kroen.
 

Carlo Pedersen som dirigent fra 1950

Carlo Pedersen, der den gang spillede tuba i Livgardens orkester, overtog den musikalske ledelse af Baldur i 1950, og i de næste 20 år stod han i spidsen for orkestret som en dygtig og inspirerende dirigent.   I 1952 arrangerede Baldur igen Sct. Hans aften. Denne gang i Damgårdsparken med så flotte navne som operasanger Aksel Schiøtz og koncertsanger Karen Meyer som solister. Vores daværende sognerådsformand Ove Hansen var selvfølgelig festtaler ved denne lejlighed. Vejret var ikke med Baldur denne dag. Som så ofte øsregnede det og ikke uden lune sang Aksel Schiøtz »Og regnen den regner ...«.   Dette var i øvrigt også året, hvor Baldur første gang vovede sig udenlands. Man tog til Sverige for at spille i Folkets park i Kävlinge. Her var man på store plakater annonceret som »Et af Danmarks bedste orkestre« Det kan jo give enhver myrekryb, at skulle leve op til, men Baldur klarede sig fint og koncentrationen var i top.

Også i 1952 startede Baldur i de nye øvelokaler i Kirstinelund med undervisning og ungdomsorkester for at skabe tilgang til orkestret. Der var den gang ikke andre tilbud om musikundervisning til børn og unge i Ballerup. Man fik kommunalt tilskud til denne undervisning, hvortil kommunen stillede krav om, at mindst 1/3 af undervisningstiden skulle være af teoretisk karakter. Det gjorde, at vi, der tog del i denne undervisning, blev fortrolige med de forskellige tonearter, lærte om kvintcirklens fortræffelighed, samt blev indført i musikkens brogede historie.

I 1953 gik Baldurianerne og venner af orkestret igen på de skrå brædder. Man fik en bragende succes med opførelsen af Holbergs »Jeppe på Bjerget« i Damgårdsparken. Stykket (selvfølgelig indledt med koncert af Baldur) blev opført 2 gange med 1200 tilskuere. Pressen roste hele arrangementet i høje toner og fremhævede »Medlemmernes enestående solidaritet og arbejdsvilje: De skyer intet middel for at opnå de bedste resultater.«

Store Sct. Hans fester og høstfester kendetegnede de følgende år. Man vovede sig ud i arrangementer med store, kendte (og dyre) skuespillere og sangere til stor glæde for både orkestret og den store trofaste skare af til hørere. Navne som kgl. skuespillere Elith Foss og Palle Huld, operasanger Ib Hansen, Vivi Svendsen, Per Viking og Hannah Ralf kom alle på scenen ved et eller
andet Baldur arrangement.

I 1954 måtte Baldur igen skifte øvelokale. Det har aldrig været let for kommunen at få anbragt orkestret. Baldur, må vi jo indrømme, er et ret støjende aftenskole hold, og for tæt kontakt til engelskkurser o.l., må selv en inkarneret messingblæser indrømme, er en uheldig blanding. Man fandt imidlertid plads til os i Lindeskolens sikringskælder. Her blev vi så til 1965, hvor vi flyttede til sanglokalet på Ballerup Gymnasium.

Baldur, der startede som rent hornorkester, gik senere over til at spille med mere blandet besætning. Der var i mange år, faktisk helt frem til 80¹erne, både klarinetter og saxofoner med.

Formandsskift i 1969. Jørgen Larsen formand.

I 1969, efter 22 år i Baldurs ledelse, trådte Alex Wagner og Gudmund Jensen ud af bestyrelse og Jørgen Larsen blev valgt som formand, en post han ofrede mange kræfter og megen tid på helt frem til 1983.

I en periode var Baldur også præget af samarbejde med Jonstruplejren, hvor Baldur på KFUMs soldater hjem var med til at give de første kvindelige konstabelelever en varm velkomst.
 

Frode Holdgård ny dirigent i 1970.

I 1970 takkede Carlo Pedersen af, og Frode Holdgård blev dirigent for Baldur.
 

Viseaftener fra 1971

I Pederstrup lå tre gamle gårde, der skulle rives ned, men da den daværende borgmester, Kaj. H. Burchard ikke kunne få sig til at skrive nedrivningsordren under, blev det redningen for disse tre gårde, der i dag er et aktivt kulturområde, der er rammen om bl.a. Folkedanserne og Historisk Forening.

Fra november 1971 blev Ryttergården rammen om en stor del af Baldurs aktiviteter. Sammen med Sct. Georgsgildet og Folkedanserne stiftede man »Ryttergårdens musikalske Venner«. Det blev til i alt 147 viseaftener i tiden frem til 1993. De sidste par år dog uden Baldurs medvirken. Viseaftenerne var utrolig populære. Folk stod i kø, når billetsalget åbnede for, at sikre sig en billet til disse dejlige syng med aftener. Det var utroligt krævende for et amatørorkester som Baldur at skulle stille med nyt repertoire hver eneste måned til disse Viseaftener. Alene i Frode Holdgårds tid blev det til 85 viseaftener, hvor han skulle klare Baldur frelst igennem et nyt repertoire hver gang med kun 1 måneds øvetid.

I 1970 blev der arrangeret Tappenstreg på foranledning af »Kontaktkommiteen for Ballerup-Måløv kommunes ungdomsorganisationer og Jonstruplejren«. Her medvirkede Baldur også.

Den 5. maj 1972 kunne Baldur så fejre sit 25 års jubilæum med en flot fest i det daværende Ballerup Gymnasiums festsal.
 

25 års jubilæum

Den første koncert i 1947 blev indledt med »Københavnermarch« Det blev 25 års jubilæumskoncerten også (og den skal heller ikke mangle i år). Der blev selvfølgelig spillet af Baldur, der blev sunget viser og sange, Kirsten Vaupel sang danske sange og Baldur sluttede af med: Du kannst nicht treu sein, Chaser march og Trombone King. Og så var der selvfølgelig igen »Bal bagefter«

Tappenstreg-arrangementerne voksede, Musik show¹ene var utrolig populære og viseaftenerne på Ryttergården undskyldte, at Loen ikke var større end den var. Altså fuld fart på også for Baldur i disse år. Ind imellem disse store arrangementer blev der tid til at spille for de ældre på plejehjemmene, ved Humør marcherne og meget mere. Kirkekoncerter blev der og så listet ind imellem.

I december 1975 arrangerede man f. eks. sammen med Skovlunde-koret en julekoncert i Skovvejskirken.

Musikforeningen Baldur hed forresten ikke længere Musikforeningen Baldur, men Amatørhornorkesteret Baldur ­ men de fleste sagde alligevel kun Baldur, så det gør vi også fortsat her.

Viseaftenen Store Bededag 1977 blev viseaften nr. 50, og man regnede ud, at Baldur ved disse 50 viseaftener havde truttet ca. 600 melodier for 15.000 gæster. Samme år kom Viseaftenen »på Radioen« Danmarks Radio optog den 14. oktober en viseaften på Ryttergården, der senere blev til 2 radioudsendelser på P3.

Ballerup Festival 1976 blev international Festival og musiklivet en dejlig inspirerende aktivitet rigere. Med årene skulle det vise sig, at også Baldur fik umådelig stor glæde af disse festivaler og de internationale kontakter vi fik derigennem.

Yderligere et par kirke koncerter kom på program med, en i Smørum kirke i 1979 og i Ballerup kirke i 1981.

1981 var i øvrigt også året, hvor Baldur blev teaterorkester ved Klimas opførelse af »Sommer i Tyrol« i maj og oktober.

I 1982 nåede man viseaften nr. 75 og Baldur havde nu nået en alder af 35 år.
 

Ny formand og dirigent i 1983/84

I 1983 trådte Jørgen Larsen tilbage som formand for Baldur efter 14 år på posten. År, hvor der ikke var mange måneder, hvor der ikke var mindst 1 koncert, der skulle klappe.

Bent Bendix trådte til, og blev straks smidt ud i en hel masse nye opgaver. Ved afslutningen af sæsonen 1983/84 ønskede Holdgaard ikke at fortsætte længere som dirigent. Også han fik 14 års virke i Baldur. Frode Holdgaard ydede en utrolig stor indsats for Baldur. Der blev i de år spillet med mange forskellige instrumentfordelinger og som oftest ikke i en sammensætning, man umiddelbart kunne sætte i bås som f.eks. hornorkester, harmoniorkester osv. Noder til en så blandet besætning fandtes ikke, og Holdgaard måtte ofte skrive nye arrangementer til netop den besætning, der pt. var i orkestret. Med alle de viseaftener, med evigt skiftende repertoire, har det ikke været nogen nem opgave, men den blev løst med bravur.

1984 blev året hvor vi for første gang siden 1952 tog udenlands. Det blev en tur til Scotland med ny dirigent, Carl Johan Andersen, der her fik sin ilddåb. Det blev imidlertid et kort bekendtskab, og straks efter vores hjemkomst fra Scotland måtte formanden ud og søge ny dirigent igen.

Efter et par måneder med afprøvning af diverse emner blev Ulf Nordlund ansat, og en ny udvikling tog fart.

For første gang havde Baldur meldt sig til konkurrence om DM for Brass Bands, godt nok kun til bedømmelse og altså uden for den egentlige konkurrence.

Da Ulf Nordlund blev ansat, var der kun ca. 2 måneder til konkurrencen fandt sted i Slagelse. Det mente vi i vor uvidenhed måtte være rigelig tid; men i betragtning af, at vi ikke engang var et fuldt besat brass band, hvad man skal være til sådan en konkurrence, og at vi dårligt vidste hvad et regulært brass band var, kan jeg forestille mig hvilken kæmpeopgave vi satte ham på. Trods disse urimelige vilkår, lykkedes det imidlertid Ulf Nordlund at føre os frem til DM og oven i købet få en pæn vurdering af orkestrets indsats.

I 1986 tog orkestret til Tjekoslovakiet, hvor man, deltog i en festival i Zlin, der som så mange andre af orkestrets dejlige udlandsrejser skabte venskaber rundt om i Europa, som holder og glæder i mange år.   I november drog vi så til Hjørring. Denne gang for at deltage i et DM for alvor, godt nok i 3. division, men vi var stolte da vi takket være Ulf Nordlunds store indsats vandt denne række. Formanden kneb en tåre og Børge Neerdal (2. baryton i Baldur) lod sin muse inspirere sig til at digte en hyldestsang til Baldur, skrevet på borddugen, medens vi andre jublede om ørene på ham.

Ryttergården og Baghuset blev ellers i 80'erne rammen om mange af Baldurs arrangementer. Byløbet i Centrumgaden, julemusik samme sted, Festival det ene år og udlandsrejse det næste, samt selvfølgelig viseaftenerne på Ryttergården, gled ind i en fast rytme. 

Lis Jacobsen ny formand i 1986

I 1986 skiftede vi igen formand. Bent Bendix ønskede ikke at fortsætte, og Lis Jacobsen (datter af stifteren Alex Wagner) overtog formandsposten på betingelse af, at hun ikke skulle pålægges at holde taler. Det slap hun dog ikke for. Men, pyt. Baldur havde en god bestyrelse, og samarbejdet
fungerede som altid meget fint.

Nu fik Baldur imidlertid igen et nyt navn. Da vi nu havde valgt at være et rent brass band, blev det i 1987 besluttet at skifte navn fra Baldur, Ballerup Amatør hornorkester til Baldur, Ballerup Brass Band. 

40 års jubilæum

Samme år kunne orkestret fejre sit 40 års jubilæum med en flot koncert. Her spillede nogle af de brass bands vi i de seneste år havde haft en særdeles inspirerende og lærerig kontakt til, nemlig Hvidovre Brass Band, Borup Brass Band, Nykøbing Stadsorkester og Værløse Garden. Beate fra Bakkens Hvile, BOAG-Singers og Sweet & Swing sørgede for, at publikum fik hvilet ørene lidt ind imellem al den hornmusik.

80¹erne var i øvrigt præget af mange kontakter til andre orkestre, både danske som f.eks. til vort 40 års jubilæum og udenlandske orkestre, som vi via vore rejser og Festivalerne i Damgårdsparken fik kontakt til. Alt var med til at udvikle Baldur. Vi lærte af venskabsorkestrene og blev inspireret til yderligere fremgang. Når f.eks. et udenlandsk orkester havde imponeret os med deres kunnen ved en Festival, og vi så året efter skulle på genvisit, ville vi jo gerne vise, at vi kunne da også det der med flotte koncerter.

De danske orkestre mødte vi til Baldurs store massed band arrangementer, der som regel fandt sted i maj måned og de første par gange på Ryttergården, hvor vi hver gang var velsignet med et fantastisk flot forårsvejr, og derfor kunne slutte af med en stor fælles koncert på gårdspladsen.
 

Kjeld Hobel ny dirigent i 1988.

I 1988 genindviede vi den nyistandsatte pavillon i Damgårdsparken under ledelse af den nye dirigent, Kjeld Hobel, der havde afløst Ulf Nordlund ved sæsonstarten i 1988 umiddelbart efter sommerferien.

Som alle amatørorkestre havde Baldur også sine op- og nedture. Da Kjeld Hobel overtog Baldur var vi afgjort nede i en bølgedal. Kun en 14-15 medlemmer havde ønsket at fortsætte efter sommerferien, så der var noget at gå i gang med at bygge op igen. Kjeld Hobel havde stor erfaring med brass band-musik i Danmark bl.a. gennem mange års virke i et af Danmarks bedste brass bands, Concord. Vi var meget glade for at Kjeld Hobel ville være i spidsen for Baldur og være igangsætter af mange tiltag, der var med til at skabe større interesse for orkestret og dermed skabe den fremgang i medlemstallet, der var nødvendig, hvis vi ville bestå som brass band.

Vi fik et frugtbart samarbejde med Nykøbing Stads orkester med fælles prøver på skift hos hinanden i løbet af vinteren 1990-91. Vi havde fælles koncerter både i Ballerup og i Nykøbing ved sæsonens slutning. Ved disse koncerter havde vi for første gang Ole Andersen med som solist. Det blev et uforglemmeligt møde, som kom til at betyde langt mere for Baldur, end vi på det tidspunkt kunne drømme om.

I 1991 blev »Gæstedirigenter« et begreb vi dyrkede mere og mere. Først i beskedenhed sammen med andre orkestre, senere turde vi selv binde an med de store navne.

I 1991 blev Baltoppen indviet i sin nuværende form (næsten). Baldur medvirkede ved uropførelsen af et stort kor- og orkesterværk, der var komponeret til lejligheden af John Høybye. Det var en spændende oplevelse og også en koncert, hvor Baldur for første gang turde prøve kræfter med et større klassisk musikstykke, nemlig Händels »Music for the Royal Fireworks«.

Det blev også året, hvor vi inviterede til samspil med Børge Wagner som dirigent. Samspillet blev afsluttet  med en work-shop koncert for en fuld sal. For første gang i mange år oplevede vi et udsolgt hus. Det var en dejlig fornemmelse.

Senere pa året prøvede vi i Nykøbing ved et af deres arrangementer, at spille under en anden stor dirigents ledelse, nemlig Ole Smidt. Ved begge lejligheder blev det slået fast med 7 tommer søm, at tempi var noget der skulle overholdes og samtidig intonation var et krav. Som Børge Wagner sagde ved prøven: »Dette er tempoet mine herrer og damer og jeg gi¹r mig ikke en tomme«. Se sådan var det bare.

Senere har vi også haft stor glæde af et samarbejde med dygtige instruktører som professor Mogens Andresen fra Det kgl. Musik konservatorium, Svend Kragelund fra Det kgl. Kapel, Bjarne Rasmussen fra Livgarden samt James Scot og Derek Warley fra England. Og så må vi ikke glemme Mogens Hobel, der både som gæstedirigent og meget skattet arrangør, har haft stor betydning for Baldur.

Med 25 til 30 koncerter om året, som vi havde i en lang periode, er det klart, at ikke alle begivenheder kan komme med her, men at vi fra 1992 og frem til i dag er blevet fast inventar med en årlig koncert på Plænen i Tivoli skal selvfølgelig med.   Hvert år var der mindst en flot kirkekoncert på programmet. Store koncertarrangementer i Baltoppen blev ligeledes en årlig tilbagevendende begivenhed. I 1992 f.eks. med en stor »Stjerneparade« med Grethe Kolbe som gæstedirigent og Ole Verner Hansen, Ole Andersen og Bjarne Rasmussen som solister. 

Grethe Kolbe og Baldur

Vi havde det år faet et stort tilskud fra Ballerup Kommune og Københavns Amt, der gjorde det muligt for os at få lavet et specialarrangement for Brass Band af den danske operette »Farinelli«. For godt 14.000 kr. lavede Poul Ivan Møller et pragtfuldt arrangement over alle melodierne fra den populære operette. Med Grethe Kolbe blev det en ekstra stor oplevelse at lære dette stykke musik at kende. Grethe Kolbe stod med det musikalske ansvar ved TV¹s optagelse af »Farinelli« i 60¹erne og havde den glæde at få Reesens egne kommentarer til og accept af hendes tolkning af hans dejlige musik. Bedre hænder kunne vi slet ikke komme i. Det meste af et års arbejde med at overtale Grethe Kolbe til at komme til Ballerup blev belønnet med nogle års pragtfuldt samarbejde med denne musikkens »Grand old Lady«. Trods sin høje alder oplevede vi en person med en utrolig udstråling og musikalitet. Som et af de yngre medlemmer i Baldur, der ikke i forvejen kendte Grethe Kolbe, udtrykte det i pausen under den første prøve: »Hvor har I dog fundet den pragtfulde gamle dame henne«. Alle blev tryllebundet af hendes stærke udstråling og personlighed.

Da der skulle laves en TV-udsendelse om Grethe Kolbe i november 1993, spurgte hun os, om vi ville være med, så hun med Baldur kunne vise i TV, hvordan hun arbejdede med et amatørorkester. Det blev en flot udsendelse om Grethe Kolbe, som vi var stolte over at være blevet bedt med til.

Sangere og akkompagnementets svære kunst var en anden udfordring vi tog op i 90¹erne. Som nævnt havde vi Ove Verner Hansen som sangsolist ved vores forårskoncert i 1992, og i 1994 lykkedes det os at få kgl. operasanger Guido Paevatalu til at medvirke, både med et par numre sammen med Baldur og med sin egen afdeling. Samarbejdet med professionelle sangere og musikere har også været utroligt lærerigt for orkestret, og respekten for de store navne medvirkede til, at koncentrationen var i top ved disse lejligheder, så man til fulde har været i stand til at fø1ge kunstnerens temposkift og frem for alt fik lært at lægge sig lydmæssigt under solisten. Det kan godt være lidt af en udfordring for et 40-mands brass band. 

Ole Andersen ny dirigent 1994

Forårskoncerten i 1994 blev i øvrigt skelsættende på en anden måde. Kjeld Hobel dirigerede første afdeling, der også blev hans sidste opgave som dirigent for Baldur, og sidste afdeling blev dirigeret af Ole Andersen, der fra det øjeblik officielt overtog posten som Baldurs faste dirigent. At vi fik Ole Andersen som dirigent var simpelt hen som at vinde i lotteriet. Vi skylder Kjeld Hobel stor tak for det store arbejde han gennem 6 år gjorde for Baldur. Fra næsten ingenting var det lykkedes ham at skabe et velspillende brass band, der uden hans indsats aldrig var nået til et niveau, hvor det var interessant for en kapacitet som Ole Andersen at fortsætte arbejdet med orkestret.

Ole Andersen var en dynamisk og inspirerende dirigent og instruktør for Baldur. Øveaftenerne var en inspirerende og arbejdsmæssigt koncentreret oplevelse. Oles bramfri og utvetydige bemærkninger og fantastiske kropssprog gjorde det let at forstå og fø1ge hans krav. En koncert med Ole Andersen ved roret er på en underlig made både en kolossal krævende oplevelse og samtidig faktisk afslappet, fordi man har en fornemmelse af, at uanset hvad der sker, så klarer Ole det på en eller anden måde. En tryghed ved hans direktion, som simpelthen er guld værd.

De rejser, vi har været på, med Ole Andersen som dirigent i England ­ brass band-musikkens hjemland ­ har man også bemærket og misundt os en dirigent af Ole Andersens klasse.

Vores tid med Ole bragte også nye udfordringer til Baldur. Vi er kommet til at spille så store steder som i Ålborg-Hallen og Falkonercentret ved to store velgørenhedsarrangementer i 1994, og vi har spillet kl. 11 om aftenen i fakkelskær til fest og dans i dir. Peter Zobels baghave. 

Baldurs uniformering

Uniformering har altid været et stort problem, der gang på gang har været diskuteret frem og tilbage. I starten havde man ingen form for uniformering. Så kom kasketterne ind i billedet i 1952 og senere gik man over til stribede veste i flere udgaver. På et eller andet tidspunkt sker der jo altid det, at man lige pludselig ikke har uniformer nok til medlemmerne. Nogen holder op og glemmer at aflevere, andre »vokser« ud af deres og på et tidspunkt må man se sig om efter en ny løsning, da man ikke længere kan supplere de gamle uniformer. På et tidspunkt blev løsningen røde pullovere. De var imidlertid utrolig varme og man fandt ret hurtigt en undskyldning til at skifte dem ud med nogle lettere flaskegrønne af slagsen. Hver gang var det dog løsninger, der af økonomiske grunde aldrig blev helt det man gerne ville, og da Kenneth Sylvest, Tøjeksperten sagde vi så farlige ud, blev han taget på ordet og bedt om at skaffe et forslag til en løsning han kunne anbefale. Det blev så de flotte jakkesæt vi i dag har, der blev resultatet. Men det var jo en dyr løsning. Vi var ca. 40 og vores erfaring sagde os, at hvis der ikke blev anskaffet ekstra uniformer, ville der ikke gå lang tid, før vi igen stod med en halv løsning, så mindre end 50 uniformer kunne ikke gøre det, og det var for stor en økonomisk mundfuld for Baldur. Men en løsning viste sig alligevel. Indkøb til indkøbspris og en meget stor sponserstøtte fra Mæhles Boghandel, Tøjeksperten og Jørgen Blume Jørgensen, Profil Optik og så et lille lån i banken klarede sagen. Vi kan simpelt hen ikke takke nok for den store hjælp, vi fik. Vi var stolte, når vi gik pa scenen og vidste, at det så brandgodt ud. Ole Andersen løftede Baldur op i en bedre klasse rent musikalsk og disse tre sponsorer bevirkede at vi fra den dag både var en fryd for øret og øjet.  

Black Dyke Mills Band i Ballerup

I 1996 fik vi via et meget flot tilskud fra Ballerup Kommune og støtte fra tipsmidlerne gennem DAO m.fl. mulighed for at lave et spændende weekendarrangement med Englands bedste brass band, »Black Dyke Mills Band« under ledelse af James Watson.

Arrangementet var det største og dyreste Baldur nogensinde havde vovet sig ud i. Med et budget på over 200.000,- kr. kunne det nok få bestyrelsen eller i hvert fald formanden til at ligge søvnløs om natten. Men det gik over al forventning. Fredag og lørdag aften blev der givet koncert af Black Dyke for næsten udsolgt hus begge dage. Ca. 150 brass bands medlemmer fra hele landet deltog i undervisningen, som Black Dykes folk havde lagt tilrette, samt samspil i stort massed band med James Watson, en af verdens allerbedste trompetister, som dirigent. Det var en stor glæde for brass band-entusiaster at se alle de ganske unge, der kom med deres instrumenter og en sovepose på ryggen for i 3 dage at følge deres idoler og tage ved lære af dem. 

Baldurs første CD

Som optakt til vort 50-års jubilæum i 1997 blev der i perioden januar 1995 til maj 1996 produceret en CD. Jesper Jørgensen var producer og absolut nådesløs i sine krav til orkestret. Resultatet, synes vi selv, er blevet virkelig flot.

Det blev til en CD med meget høj underholdningsværdi og i en kvalitet, vi kan være stolte af.

I 1996 fulgte vi op på en dejlig tradition med at tage til Gjorslev gods og spille ved den årlige jagtridning for derefter at tage ud til Peters traktørsted Bøgeskoven pa Stevns. Denne årlige udflugt har stor tilslutning både blandt orkestrets medlemmer og deres ægtefæller. Det er en dag hvor der godt nok skal spilles en koncert, men hvor der også er tid til at slappe af i dejlige omgivelser. 

Baldurs støtter - ægtefællerne

Baldur har et stort fortrin frem for andre brass bands, nemlig en stor gruppe af ægtefæller o.l., der tager aktivt del i orkestret trivsel og aktiviteter. Så snart Baldur programlægger en begivenhed, der kræver en indsats fra en gruppe hjælpere, kan vi altid regne med at folk stiller op med den hjælp, vi har brug for, om det så drejer sig om at bage kager til kaffesalget ved vore koncerter, bespise 150 Black Dyke kursister i 3 dage, samt hjælpe med at slæbe instrumenter på vores rejser. Dette nære samarbejde med ægtefællerne været en tradition, som vi værner om og skønner på.

En del af ægtefællerne og enkelte venner af orkestret har fundet sammen i et lille kor, der synger hver 2. tirsdag hele vinteren igennem. Det er selvfølgelig om tirsdagen, så kan man jo følges til spil og sang. (Vi kalder dem klappersangerne, fordi de har det som deres største pligt at klappe af orkestrets præstationer, når ingen andre vil). Det skal dog bemærkes, at de som regel er arbejdsløse, hvad det angår. 

Artiklens forfatter

Ovenstående "50-års beretning" er skrevet af Lis Jacobsen og hentet fra vort Jubilæumsskrift, som blev uddelt ved vores jubilæumskoncert.

Baldur 1997 – 2007 Fortsættelse af artikel i jubilæumsskriftet fra 1997.

Lis Jacobsen trådte tilbage i 1997 efter 11 års utrætteligt virke for Baldur. Finn Koch Larsen overtog jobbet, men meddelte at det kun var for een valgperiode, så måtte vi finde en anden.

Ved sæsonstart i efteråret 1998 meddelte Ole Andersen at han ikke kunne lede os mere, hvorfor han anviste Poul Holford, en engelsk cornet-spiller som kom hertil i forbindelse med Black Dykes stævnet i 1996. Han fik imidlertid andet arbejde et halvt år efter, hvorefter vi på Mogens Andresens anbefaling fik Martin Taarup Pedersen, en ung meget dygtig dirigent som ledede os på turene til USA og til Tjekkiet.

Ved generalforsamlingen i 1999 blev Finn så afløst af Hans Ulrik Nielsen, som ellers havde troet at han kunne sidde og hygge sig med kassererposten.

Vort øvelokale, som vi havde i lang tid på Hedegårdsskolen blev inddraget til andet formål, hvorefter vi var hjemløse indtil det lykkedes os at komme ind om tirsdagen i Brydegårdens lo. Det er fine lokaler og det er også fint med et depotrum.

Koncertaktiviteten fortsatte uanfægtet. I januar 2000 deltog vi som gennemgående orkester i en nytårskoncert i Baltoppen med bl. a. Peter Belli som solist. Atter et inspirerende arrangement med en proffessionel i en noget anden genre. Forårskoncerterne fortsatte i samme spor med bl. a. Toni Landi og Tove Hyldgaard, og det følgende år Kim Sjøgren. Forårskoncerten i 2004 blev for første gang i længere tid uden proffessionelle solister idet vi her prøvede at lave en koncert med et gennemgående tema. Det var ”En tur i Tivoli” og koncerten forløb med lysbilledshow som illustration til de forskellige indslag. Det gik fint; vi kunne fylde salen. Året efter var det ”Baldur på Turné” og 2006 var det ”På de vilde Vover”. Det har været vellykkede koncerter, men et fast idegrundlag binder os også meget til et bestemt repertoire.

En weekend-tur til Rødkilde højskole blev arrangeret med instruktører udefra og afsluttende koncert i Stege Kirke. Det sidste var lidt af en prøvelse idet akustikken i kirken der, er så vanskelig at vi var lige ved at gå i spåner; men vi gennemførte.

Kirkekoncerter er det ellers lykkedes at gennemføre næsten hvert år. Dog blev koncerten i Ølstykke til en udendørs ”slotskoncert” i Præstegårdshaven. Men Tagensbo kirke, Skovlunde Kirke og Smerup Kirke har da haft fornøjelse af vores besøg

Vores rejseaktivitet er stort set fortsat med en sommertur hvert andet år. Dog blev turen i 1998 som skulle være gået til Polen aflyst p. g. a. manglende tilslutning. Til gengæld tog vi i foråret 1999 til Atlanta i USA, i 2000 til festival i Zlin i Tjekkiet, i 2002 til Wien, i 2004 til Makedonien og i 2006 til Mallorca. En rejseaktivitet som giver god spillemæssig rutine og socialt sammenhold. Planen for sommerturen 2008 er allerede lagt. Da går turen igen til England, brass-musikkens hjemland.

På grund af andet arbejde bebudede Martin i efteråret 2000 at han ikke kunne fortsætte som dirigent, hvorefter valget, efter at en del havde prøvet, faldt på Per Falck, trompetist i Malmö Symfoniorkester. Orkesteret er særdeles tilfreds med Pers arbejde med at videreføre den gode musikalske linie Baldur er slået ind på. Han er en inspirerende instruktør og har allerede dirigeret os på 3 sommerture samt været en morsom konferencier og kommentator ved vore koncerter.

I 2002 gik vi i gang med at indspille vores CD nr. 2. Det foregik i Tagensbo Kirke og blev takket være produceren Jesper Jørgensen en teknisk velspillet plade.

I 2006 skiftede vi atter uniform. Denne gang blev det en mørkere bordeau-farvet smokingjakke som vi fik syet i Thailand. Det lykkedes os at forhandle prisen pænt ned da vi købte 60 jakker. Dertil skal medlemmerne selv sørge for sorte bukser og hvid skjorte. Den sorte butterfly har Annet syet til os. Uniformen blev indviet ved forårskoncerten hvor vi skiftede den i pausen.